De smukke døde tabere

Jeg elsker CPH:DOX - der stædigt insisterer på dokumentarfilmens relevans i et mediebillede præget af placerede historier, mikrofon-holderi og kontaktpris-kalkyle.
Jeg elskede også Joy Division da jeg var teenager, det perfekte soundtrack at omhylde sig med når der skulle tænkes og føles omkring tossede kærester, tidlige selvmord og den postindustrielle virkelighed generelt. Martin Hannet´s pompøse brug af rumklang og moderne trommelyde løftede den gumpetunge Velvet Underground-basserede jam op til 80ernes svar på et mix af Pink Floyd og Doors - og nu står den mellem disse i den moderne klassiker-cd-reol. Selv min mor kunne lide JD i 81.
JD stod senere faddere til en uendelig række af pretentiøse tuderockere og nedtoursfetishister, elektriske barometerkloner og andet forvirret gøgl.
Klip til 2007; hvor tøjet pludseligt matcher tiden igen, og en døende musikbranche famler i bagkataloget for autentisk vraggods. Anton Corbijn´s romantiske ”Control” gør Manchester til et mix af Dior reklame og ”Blowup”. Jeg så kun traileren.
Dox præsenterede så den mindre manierede Joy Division dokumentar i går, dog viste de først http://tourettetekst.blogspot.com/2007/10/gys-mode-kan-tmme-alt-oprr-for-indhold.html - der igen blev buhet ud. Dokumentarens højdepunkt er nok understregningen af at ingen i bandet hørte efter teksterne, og ikke tænkte over at Ian Curtis valgte en gravplads til coveret af Closer lige før selvmordet - og at resten af bandet ikke reagerede på hans tidligere forsøg. Det var jo som sædvanligt efter dødens indtræden der kom skub i salget. Rockumentery er ikke min favoritgenre, og jeg ønsker virkelig ikke alle de bøvede interviews og mudane detaljer vil ødelægge mine oplevelser næste gang jeg sætter orginalværkerne på. To dage før filmen var jeg til en begravelse på endnu en fantastisk ung død i vores generations Vietnam - krigen mød os selv - og det var hårdt da et walthorn spillede Princes ”Sometimes it snows in April”...men da Morten Væver spillede en akustisk version af JD´s” atmosphere ” rev det. Joy Division mystisken er væk, men effekten er der stadig - eller er det bare det sædvanlige, at man ikke slipper musikken man flytter hjemmefra til?